Nytårsgudstjeneste i Holmens Kirke
Marinehjemmeværnsdistrikt Øst byder traditionen tro sammen med Holmens Kirke alle velkommen til at sige tak for det gamle år og byde det nye velkommen ved Marinehjemmeværnets Nytårsgudstjeneste på søndag.
Marinehjemmeværnsdistriktet håber at møde mange frivillige medlemmer fra marinehjemmeværnet, venner fra marineforeningen, samarbejdspartnere samt kollegaer fra Det Blå Danmark til gudstjenesten.
Årets gæstetaler er Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, som sammen med alle i hjemmeværnet har et begivenhedsrigt år at se tilbage på og ikke mindst et udfordrende år foran sig med udmøntningen af det nye forsvarsforlig.
Gudstjenesten afvikles af Holmens Kirke og marinehjemmeværnets orlogspræster i fællesskab. Og traditionen tro vil gudtjenestens gode stemning blive understreget af musik ved Kvindelige Marinere Musikkorps og Holmens Kirkes Kantori.
Nytårsgudstjenestens umiskendelige mørkeblå islæt understreges også ved en gammel tradition fra Kvindelige Marinere. To kvindelige medlemmer fra Marinehjemmeværnsflotille 369 Holmen vender et blad i kirkens bog med navnene på sømænd faldet i udlandet og ikke begravet i dansk jord. Flotille 369 rummer i dag nogle af de sidste medlemmer af Kvindeligt Marinekorps.
Efter gudstjenesten er kirken som altid vært ved et lille traktement i kirken, hvor der vil være god lejlighed at hilse på hinanden.
Alle er velkomne i Holmens Kirke, søndag den 6. januar kl. 14.00
Kilde: Marinehjemmeværnet
