Nyrup i spidsen for grøn offshore alliance
Poul Nyrup Rasmussen blev i går valgt til formand for Alliancen for Grøn Offshore Energi, som skal sikre Danmarks position som global leder indenfor teknologi til udvinding af vedvarende energi til havs
"Med Alliancen for Grøn Offshore Energi har vi skabt den platform, som er nødvendig for at fastholde Danmarks førerposition indenfor grøn energiteknologi. Jeg er overbevist om, at det snart vil skabe genklang i både Danmark og Bruxelles", siger Poul Nyrup Rasmussen.
Region Syddanmark har taget initiativet til den nationale alliance, som fra start har fået opbakning fra Danmarks to offshore centre, Offshore Center Danmark i Esbjerg og Lindoe Offshore Renewables Center på Lindø.
"Det bliver vigtigt, at det danske forsknings- og innovationsmiljø indenfor grøn offshore energi markedsfører sig selv effektivt og som en samlet industri overfor EU. Derfor samler vi nu institutter, universiteter, centre og de danske regioner i Alliancen for Grøn Offshore Energi", siger Poul Nyrup Rasmussen, der har årelang erfaring med EU-systemet.
Et milliardmarked og i tusindvis af nye arbejdspladser kan blive danske, hvis vi udvikler næste generation af havvindmøller og bølgemaskiner. Danmark er i dag førende indenfor udvinding af grøn energi til havs, men det er en position flere andre lande gerne vil overtage.
Kilde: Region Syddanmark