Nye maritime uddannelser godkendt
Uddannelses- og forskningsministeriet har godkendt ansøgninger om 40 uddannelser i hele landet, herunder nye maritime uddannelser på SIMAC i Svendborg og MARTEC i Frederikshavn. Godkendelserne skaber stor glæde.
”Vi er naturligvis meget glade og glæder os til at arbejde videre med studiet, så vi er klar til at modtage nye studerende fra hele landet i 2023”, siger vicedirektør Brian Thomsen på MARTEC.
Godkendelsen gælder en ny professionsbacheloruddannelse i skibsteknik og marin konstruktion - Maritim ingeniør.
Uddannelsen bliver den første af sin art i Danmark og skal afhjælpe den store mangel på skibsingeniører i det maritime erhverv.
Med denne uddannelse vil de færdiguddannede kunne tage job som skibsingeniør hos danske værfter, skip design-virksomheder, skibsklassifikationsselskaber, maritime udstyrsproducenter, maritime servicevirksomheder og i rederier samt i virksomheder inden for offshore olie/gas/vind.
Uddannelsens sigte er at starte med de første studerende i august 2023, og det første hold er færdigt i 2026/27.
På SIMAC glæder man sig tilsvarende over at en ny diplomuddannelse - Maritim Drift og Bæredygtig Udvikling, ligeledes har fået ministeriets grønne stempel.
Redaktionen