Nye havmølleparkers placering undersøges
Første grønne initiativ i den nye energiaftale ser nu dagens lys. Dele af Nordsøen, Kattegat og Østersøen skal screenes for at finde nye steder at placere tre nye havmølleparker på i alt 800 MW. I alt skal over 3.200 kvadratkilometer undersøges. Møllerne planlægges i drift senest i 2030.
”Med energiaftalen har vi besluttet, at der skal findes mulige placeringer til ikke bare én ny, men hele tre nye vindmølleparker. Derfor glæder det mig også meget, at vi allerede nu kan se, at energiaftalen bevæger sig fra at være ord på et papir til at få substans i virkeligheden,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.
Forhold som vindressourcer, havstrømme, vanddybder, havbund, natur- og miljøbeskyttelse samt nettilslutningspunkter på land spiller ind, når placeringen vurderes. Derfor har Energistyrelsen indgået aftale med COWI A/S om at afdække potentialet ved forskellige, mulige placeringer af de nye vindmølleparker inden for fire områder, som Energistyrelsen har vurderet har et relevant potentiale.
De undersøgte områder ligger alle mindst 15 km fra land. Afstanden fra kyst til møllerne reducerer dermed de visuelle gener i området. Områderne ligger alle uden for den udvidede kommunale indsigelsesret for ny havvind på op til 15 km fra kysten, som blev aftalt i Energiaftalen.
Kortet herunder viser de fire områder, der er omfattet af finscreeningen.
Områderne består af et afgrænset område i Nordsøen ud for den jyske vestkyst, et område i Jammerbugt, et område ved Hesselø, samt et område ved Kriegers Flak.
Kilde:Energistyrelsen.