Ny samsøfærge tager form i Hamborg
Den nye færge til Hou - Sælvig overfarten, Samsø, er ved at tage form på Sietasværftet i Hamborg. Søsætningen er planlagt til den 21. juli, og færgen forventes at blive færdig midt på efteråret.
Færgen samles af store færdigproducerede sektioner, og midt på ugen blev - som det fremgår af billedet - en ny sektion med delvis vogndæksgarage, passageraptering og styrehus løftet over på beddingen.
”Sektionerne er op til 95 procent færdige, når de bliver lagt på bedding, og de bliver så svejset sammen. Der bliver også arbejdet om natten, så det går stærkt”, siger Fleet manager i rederiet Færgen, Hans-Henrik Simonsen.
Tre andre sektioner vil blive lagt på bedding i løbet af de kommende dage, og om en måned ventes færgen af blive søsat.
Samsø forventes sat i drift i sidste kvartal af 2011. Den nye færge afløser den i starten ofte uheldsramte færge Kanhave.
Kilde: SamsøFærgen
