Ny Samsø-færge lægger til midt i Aarhus
Den nye hurtigfærge mellem Samsø og Aarhus, der ventes at starte op i løbet af foråret, får ifølge Aarhus Stiftstidende en attraktiv anløbsplads i det inderste havnebassin i Aarhus. Den centrale placering vil være en stor fordel for de cyklister der ventes at tage færgen.
Foto: Pressefotograf Jens Øster-Mortensen.
Ifølge avisens oplysninger er der to anløbssteder i spil. Det ene ved Dokk 1, byens nye arkitektoniske varetegn. Det andet i den modsatte side af havnebassinet, der hvor havnerundfarterne i festugen udløber fra.
”Under alle omstændigheder får vi en placering centralt i Aarhus. Det er vi meget glade for”, siger Hans Christian Hesseldal, der er medlem af bestyrelsen bag den nye hurtigrute, til Aarhus Stiftstidende.
Færgen vil i højsæsonen sejle fem dobbeltture, fire i mellemsæsonen og to om vinteren. Sejlplanen er ikke lagt endnu, men skal sikre pendlere mulighed for at arbejde det ene sted og bo det andet.
Færgen, der lige nu er ved at blive klargjort på Fåborg Værft, kan ikke medtage biler, men der er mulighed for at medtage cykler.
Færgen er i øjeblikket godkendt til 98 passagerer, men har siddepladser og redningsudstyr til flere. Med den nuværende indretning er der plads til at medbringe 10-15 cykler. Der er dog planer om at etablere en mindre platform agter på fartøjet med plads til op mod yderligere 20 cykler.
Det nye rederi venter, at færgen leveres i begyndelsen af maj. Den skal så igennem testsejladser og godkendes af Søfartsstyrelsen, inden den kommer i drift. Håbet er, at det sker inden den 1. juni og senest før sommerens højsæson.
På Samsø vil færgen lægge til i Sælvig.
Kilde: Aarhus Stiftstidende