Ny kontrakt styrker Esvagt’s position i UK
Esvagt har netop indgået kontrakt med Serica Energy om levering af Esvagt Cassiopeia til standby-opgaver på Bruce-feltet i Storbritanniens centrale del af Nordsøen. Dermed har Esvagt nu syv skibe på det strategisk vigtige britiske offshore marked.
”Det er et udtryk for tillid til Esvagt og vores måde at arbejde på. Desuden er det en vigtig understregning af, at vi kan være konkurrencedygtige med vores kvalitetsskibe, fordi de bringer merværdi for kunden”, siger adm. direktør Peter Lytzen.
Esvagt har aktuelt 18 skibe, der er UK MCA-godkendte, og både Esvagt’s materiel og tilgang til opgaverne adskiller sig fra flere af konkurrenternes. Det giver konkurrencefordele i et meget omkostningsbevidst marked.
”Vores skibe er både nyere og mere avancerede end gennemsnittet. Det gør det muligt for os at holde en standby-position tættere på riggen, hvorved vores brændstofforbrug er mindre og responstiden hurtigere”, siger Peter Lytzen.
Kontrakten med Serica Energy løber et år med option på yderligere fem gange et år, hvor Esvagt Cassiopeia skal bistå Serica Energy i et af sektorens veletablerede produktionsfelter. Esvagt Cassiopeia kommer fra en kontrakt med Apache, ligeledes i den britiske sektor af Nordsøen.
Kilde: Esvagt