Ny generation af store heavy lift skibe
Hyundai Heavy Industries i Sydkorea er i gang med at bygge det første i en ny serie af ultra store heavy lift skibe til Dockwise. Skibet, der vil blive leveret til rederiet i 2012, får en lastekapacitet på hele 110.000 tons.
Type 0 - som den ny generation af heavy lift skibe hedder, ligner knap nok et skib. Der er ikke nogen stævn og overbygningen minder mere om et flydende højhus. Den gigantiske transportflade på 274 x 70 meter er udstyret med fire sidetårne som kan flyttes alt efter behov.
Når skibet skal losse og laste, er det muligt at sænke transportdækket til en position 16 meter under havoverfladen.
Med en lastekapacitet på 110.000 tons er den nye Type 0 markant større end de hidtil største heavy lift skibe i Dockwise’s flåde, de såkaldte Type 1 skibe der har en lastekapacitet på mellem 41.000 og 73.000 tons.
Prisen for det første Type 0 skib vurderes at være 240 millioner dollar, inklusive udviklingsomkostninger.