Ny færgeføreruddannelse rykker nærmere
Færgesekretariatets nye færgeføreruddannelse er ved at tage form, og et testforsøg nærmer sig. Realistisk set er det muligt, at de første ’test-studerende’ kan starte på uddannelsen allerede inden for et års tid.
Uddannelsen er udviklet i et samarbejde mellem blandt andet Færgesekretariatet, Marstal Navigationsskole og Søfartsstyrelsen. Princippet er, at uddannelsen sigter direkte imod et job i indenrigs færgefart.
Den er målrettet folk, der gerne vil have et interessant og ansvarsfuldt job, men som ikke vil ud på de store have. På den ene side er pensum fokuseret på viden og færdigheder, der er brug for på en indenrigs færge. På den anden side er uddannelsen en del af det ’store uddannelsessystem’, så den ikke er en blindgyde.
Færgesekretariatet har flere andre uddannelsesaktiviteter i gang.
”Der er løbende ECO-simulatorkurser på øen Vaxholm ved Stockholm, hvor vi lejer simulatortid hos de svenske vejfærger. Vi afviklede tre kurser i 2018 og forventer yderligere tre kurser i år, hvor vi sender otte navigatører afsted. Snart har et halvt hundrede færgefolk deltaget, og de er med til, at ø-færgerne energioptimerer sejladsen”, siger Michel van der Linden, Formand for Færgesekretariatets Styregruppe.
Sekretariatet har også afholdt såkaldte ”Venlighedskurser” i Jylland og på Fyn, om service og konflikthåndtering. I år afholdes der kurser på Sjælland.
Endelig arbejder Færgesekretariatet sammen med Marstal Navigationsskole om at ud- byde flere batterikurser til medlemsrederierne.
Kilde: Færgesekretariatet