Ny bølge af kinesiske skibsbestillinger
Fire datterselskaber, der hører til China Merchants Energy Shipping Co, har afgivet bestillinger på nye skibe hos Dalian Shipbuilding Industry Co og Shanghai Waigaoqiao Shipbuilding Co. De skal bygge to VLCC’er på hver 319.000 dwt samt to 318.000 dwt VLCC’er.
Der er tale om en samlet investering på 390 millioner dollar.
Denne nyhed kommer ganske få dage efter, at China Ocean Shipping Company (COSCO) offentliggjorde planer om at bygge 10 tørlastskibe, mens China Merchants Shipping fortalte, at de havde til hensigt at bygge 10 VLOC’er. Det samme havde COSCO i øvrigt også planer om.
Det er næppe noget tilfælde, at der bliver offentliggjort en stribe af nybygningsplaner fra kinesiske rederier netop nu. Den kinesiske regering har nemlig vedtaget, at de kinesiske rederier kan få støtte til at skrotte gamle skibe og bygge nye, hvis de nye skibe bliver bygget på kinesiske værfter, mens de gamle skibe skal skrottes ved kinesiske skrotningsfaciliteter. På den måde ønsker den kinesiske regering at holde hånden under den kinesiske værftsindustri.
Kilde: WantChinaTimes