Ny aftale skal sikre dansk gasforsyning
DONG har indgået en aftale med Gate terminal B.V. i Holland, som sikrer DONG Energy muligheden for i fremtiden at kunne importere flydende naturgas (LNG) til Europa.
Aftalen sikrer DONG en importkapacitet på op til 3 milliarder m3 naturgas pr. år i terminalen fra 2011 og 20 år frem. Terminalen vil blive bygget i Rotterdam havn, hvorfra gassen vil blive transporteret videre ind i det hollandske transmissionssystem for gas.
DONG Energy har i forbindelse med aftalen købt 5 procent ejerandel i terminalen.
"Med vores aftale med Gate terminal B.V. får vi mulighed for at supplere vores rørbaserede naturgasforsyninger fra Danmark, Norge, Storbritannien og Rusland med naturgas fra andre dele af verden, hvilket sikrer os en bredere vifte af leverandører og forsyningskilder", siger DONG Energy's administrerende direktør Anders Eldrup.