Nu næsten 8400 havmiljøvogtere
Næsten 8400 er nu registreret som havmiljøvogtere i SOK's kampagne Stop olien ! Alene i sæsonen 2008 har godt 2300 nye havmiljøvogtere meldt sig til kampagnen.
"Selvom sejlersæsonen er slut for i år, får jeg stadig henvendelser hver dag fra interesserede, som gerne vil være havmiljøvogtere", siger Birgitte Vagnholm fra SOK.
Udover at havmiljøvogterne melder til SOK, hvis de observerer olie på havet, har havmiljøvogterne også en vigtig præventiv virkning:
"Havmiljøvogterne er mennesker, som er engagerede i klima og miljø. De har en ægte interesse i at gøre en forskel, og med deres tilstedeværelse på havet fungerer de som en slags vagthunde. De store skibe ved godt, at vi har øjne overalt på vandet", siger Birgitte Vagnholm.
Sejlere fra Danmarks nabolande omkring Østersøen, Tyskland og Sverige, har også vist interesse for kampagnen. Lige nu tæller havmiljøvogterne 75 udenlandske sejlere.
I år 2008 har kampagnen også fået havmiljøvogtere fra luften, da Kongelig Dansk Aeroklub meldte sig som samarbejdspartnere.
Kilde: SOK