Nu appellerer Maersk-topchef om hjælp
Robert Maersk Uggla, CEO i A.P. Møller Holding sender nu en kraftig appel om hjælp til både Malta og Danmark. Han kalder det “dybt bekymrende” at 27 flygtninge inkl. en gravid kvinde en måned efter deres redning fortsat er bord på det danske tankskib, Maersk Etienne.
“Det er dybt bekymrende, at myndighederne endnu ikke har fundet en løsning for de 27 flygtninge - inkl en gravid kvinde - der blev reddet efter specifik anmodning fra Malta og har befundet sig på det dansk-flagede skib Maersk Etienne i en måned under uacceptable vilkår, “ skriver Maersk-arvingen, der også er bestyrelsesformand i Maersk Tankers, der ejer skibet i et Linkedin-opslag.
Han kritiserer myndighederne for at ignorere situationen for flygtningene om bord og underminere principperne for godt sømandskab.
“Sagen skaber en frygtelig præcedens for den globale handelsflåde og Middelhavets handelsrute. Vores gruppe har reddet tusindvis af mennesker gennem årerne, men vi kæmper for at komme i tanke om en sag, hvor et skib og dets besætning har været efterladt uden hjælp fra myndighederne så længe,” fastslår Robert Maersk Uggla.
Sagen startede, da de maltesiske myndigheder den 4 . august bad Maersk Etienne om at hjælpe en gruppe migranter i en mindre motorbåd i særdeles dårlig stand. Den følgende dag blev migranterne evakueret om bord på Maersk-skibet, inden deres båd gik til bunds i Middelhavet.
Siden har Maersk kæmpet forgæves for at få Maltas tilladelse til at sætte de 27 migranter i land. Tankskibet er på ingen måde indrettet til at kunne huse 27 mennesker ud over den 21 mand store besætning.
“Selvom mange af os anerkender de udfordrende politiske overvejelser, venter vi desperat på, at Malta og Danmark finder en løsning for flygtningene med EU eller andre relevante parter, så skibet og dets besætning kan komme videre,” skriver Robert Maersk Uggla.
Redaktionen
The inability of authorities to find a solution for the Danish flag Maersk Etienne sets a terrible precedent for the global merchant fleet and the Mediterranean trade lane https://t.co/88fEczqEpy
— Robert Uggla (@RobertUggla) September 3, 2020