Norsk olieselskab satser på offshore vind
Det norske olieselskab Equinor - tidligere kendt som Statoil - er blevet ramt af den grønne bølge, og vil investere et milliardbeløb i at etablere en flydende vindmøllefarm nær to af selskabets felter. Vindmøllerne skal dække en tredjedel af energiforbruget på de platforme der er på felterne.
Den endelige beslutning er dog ikke taget endnu, da en række tekniske spørgsmål skal afklares, og prisen for vindmøllerne forhandles længere ned. Beslutningen ventes taget i løbet af næste år.
Planen er at anlægge en flydende vindmøllepark bestående af elleve 8 MV-møller ved felterne Snorre og Gullfaks. De flydende vindmøller er af typen Hywind, et selskab der i øvrigt er ejet af Equinor.
Norge har store forventninger til flydende vindmøller. Havet ud for Norge bliver hurtig meget dybt, derfor er traditionelle havvindmølleparker, der hviler på havbunden, kun få steder en mulighed i Norge.
Dertil kommer, at havet tilsvarende er dybt, mange af de andre steder i verden, hvor vindforholdene er gunstige for offshore vindmøller.
Redaktionen