Norge kortlægger udslip fra krydstogtskibe
Krydstogtskibe i tre norske vestlandsfjorde skal de kommende måneder rapportere om al aktivitet for at måle udslip og miljøaftryk fra krydstogtturismen. De tre fjorde som skal kortlægges er Nærøyfjorden, Geirangerfjorden og Aurlandsfjorden.
”Undersøgelsen går ud på at krydstogtskibe rapporterer information til os. Vi ved meget om, hvordan skibene fungerer fra tidligere, hvor meget brændstof de forbruger og hvor meget de slipper ud. Men vi ved ikke så meget om, hvordan de opererer i fjordene”, siger afdelingsdirektør Bjørn Pedersen i Sjøfartsdirektoratet.
Det er første gang miljøpåvirkningen fra krydstogtbranchen kortlægges på denne måde. Møreforsking AS offentliggjorde sidste år en analyse af klimaudslippene til atmosfæren i Geirangerfjorden. Den antyder at CO2-udslippene fra krydstogtanløbene kan ligge på 13.000-14.000 ton om året. Det svarer til de samlede udslip fra hurtigbådsflåden i Møre og Romsdal og lidt mindre end udslippene fra bustrafikken.
Af rapporten fremgår det, at det er udfordrende at beregne udslip fra krydstogtskibe og Hurtigruten fordi de har et specielt sejlmønster med lav hastighed og lang liggetid. Konklusionen er, at det er hjælpemaskineriet på krydstogtskibene, som står for hovedparten af CO2-udslippene.
”Efter vore beregninger kan denne kilde stå for op mot 84 procent af CO2-udslippene fra transport i Geiranger-området”, står der i rapporten.
Krydstogtskibe som ligger i havn kan bruge op til 30 ton brændstof i løbet af et døgn og forurene lige så meget som tusindvis af biler.
Kilde: Teknisk Ukeblad