Norge i ny runde med EU om fiskekvoter
I denne uge mødes Norge og EU til en ny runde om kvoterne for 2013. Så længe en aftale ikke er på plads, kan EU-fiskerne ikke fiske i norske områder. Kvoteforhandlingerne mellem Norge og EU om fællesbestande i Nordsøen blev afsluttet uden enighed i december.
“Så længe aftalen ikke er på plads, kan vi ikke fiske i hinandens zoner, bortset fra i Skagerrak. Hvis situationen varer ved, skaber det problemer”, siger Norges forhandlingsleder Ann Kristin Westberg. Hun tilføjer, at mange EU-fartøjer fisker i norske zoner.
Westberg forklarer ydermere, at de uafsluttede forhandlinger i december skyldes manglende intern afklaring i EU. Forhandlingerne genoptages tirsdag i Irland og forventes afsluttet torsdag. Det skriver e24.no.
De midlertidige kvoter er 35 procent lavere end i 2012.
Kilde: e24.no