Nordsø-forhandling strandet på oliepriser
Forhandlingerne mellem Maersk og regeringen om en ny skatteaftale for Nordsøen er sat på stand-by. Ifølge Børsen skyldes det uenighed omkring udviklingen i oliepriserne.
En aftale om nye skattevilkår for udvinding i Nordsøen mellem regeringen og Maersk var næsten klar til underskrift, da præsentationen af aftalen blev aflyst i sidste øjeblik. Ifølge Børsen skyldes det uenighed om udviklingen i oliepriserne i de kommende år.
Niveauet for olieprisen er helt afgørende for, hvor meget den resterende mængde gas og olie i den danske undergrund er værd. Maersk har ifølge Børsen et konservativt syn på udviklingen i olieprisen. De regner med at en pris i niveauet 50-56 dollar er den nye normal, der vil holde sig frem mod 2020, mens Finansministeriet forudser en pris på 73 dollar i 2020, skriver Børsen.
Jo højere forventningerne er til den fremtidige oliepris, jo mindre kompensation behøver regeringen at give Maersk og DUC-partnerne for deres investering i en modernisering af Tyra-feltet. Og omvendt. Et konservativt skøn - som Maersk anlægger - vil kræve, at rammevilkårerne forbedres væsentligt.
Topchefen i BP, Bub Dudley, siger i et interview med CNBC, at selskabet forventer en oliepris på “55-60 dollar” i de kommende fem år. Han forudser således et lidt højere niveau end Maersk, men betydelig lavere end Finansministeriet.
En modernisering af Tyra-feltet ventes at koste omkring 30 mia. kr.
Maersk gjorde det i december klart, at feltet bliver lukket ned, hvis man ikke kan opnå en bedre aftale med regeringen.
Kilde: Børsen og Splash