Nordic Tankers har igen overskud
2015 blev et turnaround-år for kemikalietankskibsrederiet Nordic Tankers, der fik vendt et underskud på 27,8 millioner dollar i 2014 til et spinkelt overskud på 17.000 dollar i 2015. Omsætningen faldt dog fra 210,7 millioner dollar i 2014 til 159,7 millioner dollar i 2015.
Driftsresultatet (EBIT) blev forbedret fra -21 millioner dollar i 2014 til -4,6 millioner dollar i 2015, og på bundlinjen kom der altså igen sorte tal. Nedgangen i omsætningen skyldes, at rederiet har skilt sig af med en del skibe. Flåden af egne og chartrede skibe samt skibe i kommercielt management skrumpede fra 99 skibe til kun 65 skibe, som har en størrelse mellem 1.500 og 22.000 dwt. Det skyldes blandt andet en beslutning om at afslutte pool-samarbejdet med en partner i Sydøstasien, hvorved partnerens skibe forlod flåden.
Fremgangen på bundlinjen skyldes omkostningsbesparelser over hele linjen. Især blev der sparet på administrationsomkostningerne, som var 22 procent mindre end i 2014.
Nordic Tankers, der ejes af kapitalfonden Triton, har nu en flåde på 19 ejede, delvist ejede og chartrede skibe, som har en størrelse mellem 4.000 og 20.000 dwt.
Kilde: Nordic Tankers