Norden hæver forventningerne til 2017
Det er gået bedre i 2017, end Norden hidtil har forventet. Derfor opjusterer rederiet nu forventningerne til resultatet til 20-35 mio. dollar. Det er en markant forhøjelse i forhold til de tidligere udmeldinger om et resultat på mellem -10 og 30 mio. dollar.
"Den forventede bedre indtjening kommer som følge af et bedre end forventet resultat i 4. kvartal af 2017 i både Tørlastforretningen – inklusiv Dry Operator – samt Tankforretningen," skriver rederiet i en børsmeddelelse.
Det er anden gang, at Norden hæver forventningerne til 2017-resultatet. Det skete sidste gang efter offentliggørelsen af kvartalsregnskabet for 3. kvartal. Dengang blev forventningerne til årsresultatet opskrevet med 10 mio. dollar til at ligge i spændet -10 mio. til 30 mio. dollar.
Norden offentliggør sin 2017-årsrapport 6. marts 2018.
Kilde: Norden