Nordea sælger ud af nødlidende flåde
Et konsortium med Nordea i spidsen har solgt to gastankere fra det nødlidende norske rederi Norgas Carriers, der er en del af IM Skaugen. Det drejer sig om Norgas Invention og Norgas Creation, der er bygget på Taizhou Kouan Shipbuilding og har en kapacitet på 10.000-cbm.
Begge skibe er solgt til det hollandske gastankrederi Anthony Veder, der ifølge kilder i markedet har betalt mellem 20,5 og 36,5 millioner dollar per skib.
Begge skibe har været på salgslisten siden oktober sidste år, men det er først nu det er lykkedes at finde en køber.
IM Skaugen gik sidste år i betalingsstandsning med en gæld på 109 millioner dollar, hvoraf de 54,2 millioner dollar havde sikkerhed i de to nu solgte skibe.
Kilde: Tradewinds