Nord Stream 2 godkendes af EU
Den 60 milliarder dyre gasledning Nord Stream 2 fra Rusland via Østersøen til Tyskland godkendes nu af EU. Godkendelsen fra EU-Kommisionen kræver dog, at projektet lever op til en række rammer fra EU's Gasdirektiv. Eksempelvis må leverandøren og ejeren af rørledningen ikke være den samme.
Et af EU-kravene bliver, at det ikke må være det samme firma, der både ejer rørledningen og eksporterer gassen. Det sker for at undgå monopoltilstande, og rammer det statsejede russiske Gazprom, der både ejer 'Nord Stream 2' og skal levere gassen til den.
Desuden skal andre lande også kunne bruge gasrørledningen, og leverandøren må ikke lukke for gasforsyningen af politiske grunde. Det er eksempelvis tidligere sket i forbindelse med lukning af gasstrømmen via en rørledning i konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Der skal også være fuld gennemsigtighed med hensyn til prisen på gassen og transportomkostningerne, så andre lande og leverandører kan sammenligne med markedspriserne.
Tyskland får til gengæld ret til at forhandle med Rusland om driften af Nord Stream 2, da det ifølge EU’s gasdirektiv er det medlemslandet, hvor rørledningen kommer i land, der har forhandlingsretten. Dog skal det foregå inden for direktivets rammer.
EU-Kommissionen kan til hver en tid kræve forhandlingsretten tilbage, hvis der opstår problemer, ligesom Kommissionen har mulighed for at udstede bøder til konsortier eller lande, som ikke overholder direktivet.
Godkendelsen giver Danmark, der har kæmpet imod gasledningen med den begrundelse, at det kan forsinke udviklingen mod lavere forbrug af fossilt brændsel, et problem med, hvor rørledningen skal placeres.
Rusland, Finland, Sverige, Polen og Tyskland har alle tidligere godkendt, at rørledningen kan føres gennem deres territoriale farvand. Rørledningen skal dog føres enten nord eller syd om Bornholm, altså gennem dansk territorialt farvand, efter de foreløbige planer for linjeføring.
Redaktionen