MSC klar til 2M skibe efter cyberangreb
Efter det cyberangreb, der har ramt Mærsk og sat en række af APM terminals havneoperationer ud af drift tilbyder MSC, Maersk Line's partner i 2M alliancen, at selskabets 53 havneterminaler er parat til at modtage fartøjer, der indgår i 2M samarbejdet, men normalt bruger APMT terminaler.
”Om nødvendigt er 2M-partnerne parat til at omdirigere skibe fra terminaler, som ikke opererer som følge af angrebet. MSC opererer 53 terminaler over hele verden, som er fuldt tilgængelige for 2M fartøjer for lastning og losning af last med minimal forsinkelse”, skriver MSC.
MSC forsikrer, at selskabet ikke er ramt af noget cyperangreb, at dets systemer og forretningens drift fungerer normalt, og bookinger kan placeres som sædvanlig.
”MSC tilbyder sin fulde støtte til Maersk Line på dette tidspunkt, og vi arbejder sammen på at finde andre måder til at transmittere data mellem de to virksomheder. Dette omfatter oplysninger som fartøjsplaner, lastlister og toldoplysninger”, skriver virksomheden videre.
Sent i går meddelte Mærsk, at fartøjerne var i drift, i stand til at kommunikere og at besætningerne var i sikkerhed. APM Terminals har fået gang i havneoperationerne de fleste steder, men ikke helt i normalt tempo.
Maersk Line meddelte klokken 21.20 i går, at de genåbner bestillinger for eksisterende kunder på selskabets INTTRA net, men gør opmærksom på, at bekræftelserne på bestillingerne vil tage lidt længere tid end normalt.
Kilde: World Maritime News