MSC Flaminia lænses for forurenet vand
Arbejdet med at tømme det delvist udbrændte containerskib MSC Flaminia for forurenet vand fra brandslukningen er nu endelig gået i gang. Skibet ligger ved kaj i Jade Weser Port i Wilhelmshaven. Det har taget over fire måneder at få skibet tømt for containere, skrot og andet affald.
”Cirka 5000 kubikmeter i alt 37.000 tons giftig væske skal pumpes over i tankskibet OW Atlantic. Lasten skal herefter afbrændes hos et dansk selskab, der er specialist i den slags”, sagde en talskvinde fra miljøministeriet i Hannover tirsdag.
MSC Flaminia blev ramt af en eksplosionsagtig brand i juli 2012 i Atlanterhavet. Efter ugers kontroverser om ansvar, ankom skibet i september til Wilhelmshaven, hvor fjernelsen af containerne startede omkring den 1. oktober. Udeklareret farligt indhold i en række containere har vanskeliggjort arbejdet med tømning af skibet.
Tre personer omkom under eller efter branden. Én person omkom ved eksplosionen, da branden brød ud, de to øvrige døde efterfølgende på hospitalet, som følge af de skader og brandsår de fik.
Den sidste sømand døde på et portugesisk hospital den 7. oktober 2012 efter mere end tre måneders lidelser på grund af svære forbrændinger.
Kilde: Täglicher Hafenbericht/Redaktionen