Motorbrand og tekniske problemer forsinker nye fragtskibe
Det færøske rederi Smyril Line har måttet chartre et erstatningsskib, efter at begge rederiets nye fragtskibe er blevet forsinket af tekniske problemer. Det ene skib blev ramt af brand i maskinrummet kort efter afsejlingen fra værftet i Kina.
Skipanes blev ramt af en brand i maskinrummet kort efter afsejlingen fra værftet i Kina og er nu på værft i Hong Kong, hvor skaderne bliver udbedret.. Foto: CIMC Raffles
De to nybygninger, Akranes og Skipanes, skulle styrke Smyril Lines godstransport mellem Rotterdam, Færøerne og Island.
Men Akranes blev forsinket af problemer med akselgeneratoren under prøvesejladserne, mens Skipanes blev ramt af brand i maskinrummet kort efter afsejlingen fra værftet i Kina.
Skipanes befinder sig nu på et værft i Hongkong, hvor maskinrummet bliver rengjort og repareret. Akranes har afsluttet sine prøvesejladser og ventes snart leveret, skriver Shippax.
For at opretholde sejlplanen har Smyril Line chartret ro-ro-skibet Maxine fra CLdN. Skibet er 183 meter langt og har en kapacitet på 2.475 lanemeter.
De to nye fragtskibe er designet i samarbejde med den danske skibsdesignvirksomhed Knud E. Hansen.
-emte
