Montørordning er vedtaget, men hvad så?
Montørordningen var med i regeringens erhvervspakke tidligere på måneden. Den maritime industri og deres samarbejdspartnere ifører sig nu arbejdstøjet for at udforme den maritime montørordning, så den kan opfylde sit formål, som er at styrke den danske maritime industris konkurrenceevne.
”Personligt er jeg meget glad for, at det nu er lykkedes. Det har været en spændende rejse, siden vi startede med at arbejde for en sådan ordning, og vi har fået mange gode samarbejdspartnere og støtter på denne rejse”, siger adm. direktør i Danske Maritime Jenny N. Braat.
Ordningen skal nu udvikles mere detaljeret, og derfor arbejdes naturligvis tæt sammen med Danske Maritimes medlemsvirksomheder, så den bliver skrevet sammen på en måde, som både kan godkendes og er optimal i forhold til at give den positive effekt for erhvervet og hensigtsmæssig at administrere.
Hele 100 millioner kroner er fra 2019 årligt afsat til ordningen, der skal hjemtage viden for at holde innovation og arbejdspladser på dansk grund. Ordningen skal dog være
er forenelig med EU’s retningslinjer for statsstøtte og derefter tilpasses nationale regler på området. Det forventes, at den nye ordning kan virke fra januar 2019.
I mellemtiden glæder Danske Maritime sig til at se regeringens udspil på en vækstpakke for Det Blå Danmark, som er baseret på vækstteamets anbefalinger fra foråret. Vækstteamets anbefalinger har mange andre gode elementer, herunder inden for bl.a. forskning og udvikling samt uddannelse og kompetencer, som alle vil komme de blå erhverv til gavn.
Kilde: Danske Maritime