Mols-Linien skriver kontrakt om Bornholm
Transport- og Bygningsministeriet og Mols-Linien har i dag underskrevet kontrakten om færgebetjeningen af de bornholmske ruter Rønne-Køge og Rønne-Ystad. Dermed er det afgjort, at Mols-Linien fra den 1. september 2018 til den 31. august 2028 skal besejle ruterne fra solskinsøen i Østersøen.
”Vi vil bruge tiden frem mod 2018 til at skabe grundlaget for et godt og tæt samarbejde med politikere, borgere, foreninger, organisationer samt kommercielle aktører på Bornholm. Det er alfa og omega for at sikre en færgedrift, der tilgodeser både bornholmerne, ferie- og fritidsrejsende samt det lokale erhvervsliv. Vi har allerede oplevet en fantastisk imødekommenhed fra bornholmske aktører både på det politiske og det erhvervsmæssige plan, og vi glæder os meget over, at der er godt gang i en positiv dialog”, siger Søren Jespersen, adm. direktør i Mols-Linien.
Som et led i færgedriften har Mols-Linien planer om at understøtte Bornholm som lokalsamfund ved at skabe en effektiv transportløsning.
”Vi har store ambitioner om at styrke Bornholms erhvervsliv – og ikke mindst Bornholm som feriedestination, hvor vi vil tænke helt nyt”, siger Søren Jespersen.
På ruten Rønne-Køge indsættes en nybygget, specialdesignet færge, og på ruten Rønne-Ystad indsættes hurtigfærger af samme type, som rederiet anvender på Kattegat.
Kilde: Mols-Linien