Mols-Linien indfører stillezone
De fleste passagerer på Mols-Liniens morgenafgange bruger rejsetiden til at arbejde, læse nyheder eller netværke. Der er dog også en del, som benytter færgeoverfarten til at slappe af. For at tilgodese disse erhvervsrejsende, laver rederiet nu en stillezone på morgenafgange på hverdage.
”Vores morgenafgange bliver mere og mere populære, og en del af gæsterne har efterspurgt et roligt område til at komme i form til dagen. Det er det behov, vi ønsker at imødekomme med indførelsen af en stillezone”, siger Mols-Liniens marketingchef, Mikkel Hybel.
Hver morgen benytter op til 2.000 passagerer de første morgenafgange fra Aarhus og Odden. Da det primært er de tidlige afgange, der benyttes til at blunde lidt, er stillezonen i første omgang indført på hverdagsafgangene fra Aarhus klokken 5.45 og 6.45 og fra Odden kl. 7.20 og 8.20.
Kilde: Mols-Linien