Mols-Linien har solgt sine fragtfærger
Mols-Linien har har solgt de to kombifærger Maren Mols og Mette Mols, der hidtil har sejlet på fragtruten mellem Kalundborg-Aarhus, til rederiet FRS GmbH i Flensborg. Mette Mols tages ud af drift den 22. juli, mens Maren Mols fortsætter frem til den 15. september.
Dette betyder, at ruten i perioden 22. juli til 15. september fortsat bliver besejlet af én færge og fra den 15. september lukkes helt ned.
"Det er et trist men nødvendigt farvel til færgerne og fragtruten Kalundborg-Aarhus, som vi har arbejdet intenst på at gøre rentable for Mols-Linien. Sådan gik det desværre ikke. I den situation er vi tilfredse med at have fået solgt færgerne. Vi har stor fokus på at sikre en sund økonomi i Mols-Linien, og salget af færgerne er et væsentligt element i denne indsats. Ikke mindst fordi hjørnestenen i vores strategi fremover bliver timedrift på vores hurtigfærger, der sejler mellem Sjælland og Jylland", siger administrerende direktør hos Mols-Linien, Søren Jespersen.
Med lukningen af kombifærgeruten vil det eneste alternativ for lastbiler mellem Sjælland og Jylland fremover være at køre over Fyn:
"Vi er meget bevidste om, at der fortsat er mange, der gerne så en anden udgang for ruten. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til vores samarbejdspartnere, herunder havne, fragtkunder m.fl., for deres hjælp og store imødekommenhed i forsøget på at gøre ruten rentabel. Desværre var det ikke tilstrækkeligt, men vi er meget glade for deres positive indstilling og hjælp i processen", siger Søren Jespersen.
Kilde: Mols-Linien
