Mød Løkke, Skou og Willerslev på årsmøde
Danske Rederier får fint besøg, når de holder årsdag ombord på DFDS´ Pearl Seaway den 24. maj. Blandt oplægsholderne er statsminister Lars Løkke Rasmussen, Søren Skou, CEO i Maersk og Nationalmuseets Rane Willerslev.
Årsdagen åbnes af Lars Løkke Rasmussen og Søren Skou, der vil tale om deres visioner for henholdsvis Danmark og Maersk.
Herefter har deltagerne mulighed for at vælge mellem tre forskellige sessioner, hvor der gås i dybden med tre temaer – fremtidens søfart, tiltrækning af talenter til shipping og digitalisering af skibsfarten. Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet afslutter dagen med et oplæg, om hvordan den vilde tanke kan omsættes til det virkelige liv, transformere organisationer og skabe nye muligheder for innovation. ”Årsdagen vil give indblik fra spidsen af både Mærsk og det politiske Danmark. Derfor ser vi frem til en årsdag, der både engagerer og inspirerer vores medlemmer og mange samarbejdspartnere. Vores mål er at sætte tankerne i gang hos deltagerne, og give anledning til interessante samtaler og diskussioner,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier. Der vil også være rig mulighed for at tale med og udbygge dit netværk inden for Det Blå Danmark. Se det fulde program for Danske Rederiers årsdag HER.
Kilde: Danske Rederier