Mitropoulos modtager fornem IMO-pris
IMOs generalsekretær frem til årsskiftet sidste år, grækeren Efthimios Mitropoulos, er blevet tildelt årets International Maritime Prize, for hans store arbejde gennem mange år for IMO og søsikkerhed i al almindelighed.
Mitropoulos, det var generalsekretær fra 2004 - 2011, modtog hæderen i forbindelse med IMOs Maritime Safety Committee’s 91’ende møde, der blev afviklet i London i sidste uge. Anerkendelsen, der har form af en skulptur der forestiller en delfin, blev overrakt af IMOs nuværende generalsekretær Koji Sekimizu.
I forbindelse med at prisen blev overrakt, blev der også afsløret et portræt af Efthimios Mitropoulos, malet af marinemaleren Robert Lloyd. Portrættet af Mitropoulos vil blive ophængt i IMOs hovedkvarter i London sammen med portrætterne af de øvrige tidligere generalsekretærer for IMO.
Kilde: IMO