Milliardstort underskud i Dong Energy
Det kraftige fald i olie- og gaspriserne har påvirket Dong Energy negativt i 2014, og selskabet endte derfor året med et underskud på 5,3 milliarder kroner, hvilket skal sammenlignes med et underskud på 1 milliard kroner i 2013. Driftsindtjeningen er dog vokset med ni procent.
”Driftsindtjeningen steg med ni procent til 16,4 milliarder kroner trods en betydelig negativ effekt fra faldende olie- og gaspriser. Den stigende indtjening kom fra koncernens markedsledende position inden for havvind og en rekordhøj produktion af olie og gas. Samtidig blev vores finansielle position væsentligt styrket som følge af kapitaltilførslen, frasalg og stærke pengestrømme fra driften”, siger Henrik Poulsen, adm. direktør i Dong Energy, og tilføjer:
”Det markante fald i olie- og gaspriserne var den primære årsag til, at vi nedskrev 6,6 milliarder kroner efter skat på en række af vores olie- og gasfelter. Årets resultat blev derfor et tab på 5,3 milliarder kroner”.
Driftsresultatet før afskrivninger (EBITDA) beløb sig til 16,4 milliarder kroner mod 15,0 milliarder kroner i 2013 og opfyldte dermed forventningen om et EBITDA højere end 16 milliarder kroner.
Pengestrømme fra driftsaktiviteten steg til 15,0 milliarder kroner fra 9,7 milliarder kroner i 2013. Forbedringen skyldes primært en frigivelse af pengebindinger i arbejdskapital, lavere renteomkostninger samt den forbedrede driftsindtjening.
Bruttoinvesteringerne udgjorde 15,4 milliarder kroner og vedrørte primært havvindaktiviteter, dvs. West of Duddon Sands, Westermost Rough, Borkum Riffgrund 1, Gode Wind med flere, samt olie- og gasfelter, dvs. Hejre, Syd Arne og Laggan-Tormore med flere.
Kilde: Dong Energy