Medie: Zeaborn rygtes på vej mod fusion
Det tyske heavylift-selskab Zeaborn Group er ifølge flere kilder på vej ind i en fusion, der kan skabe verdens tredje største MPP-selskab. Den kommende partner er ifølge TradeWinds et andet stort heavylift selskab, amerikanske Intermarine.
En fusion vil betyde en yderligere konsolidering i det fragmenterede marked og skabe den tredjestørste spiller i heavyliftsektoren og kontrollere syv pct. af verdens flåden med en løftekapacitet på mere end 100 tons, kun overgået af Cosco og BB Chartering, ifølge Toepfer Transport.
Hvis fusionen bliver en realitet kan den ses som en fortsættelse af Zeaborns markante vækst, der har som mål at drive 250 skibe, hvoraf omkring 100 vil være MPP-fartøjer. Zeaborn købte i februar ER Schiffahrt og skibsmæglerfirmaet Harper Petersen & Co og sidste år Rickmers Line.
Det betyder, at Zeaborn i dag driver omkring 165 skibe i MPP, container og tørlast sektorerne. 80 af disse er MPP-fartøjer og dette antal vil stige til mere end 100 med et partnerskab med Intermarine.
Det er ikke lykkedes for TradeWinds at få kommentarer til rygterne fra Zeaborn eller Intermarine.
Kilde: TradeWins