Medie: Maersk søger partnerskab i Norge
Ifølge Børsen har A.P. Møller - Maersk i efteråret været i dialog med flere norske rigselskaber om et partnerskab med Maersk Drilling. Berlingske kunne i går fortælle, at A.P. Møller Holding skulle være på vej til at købe Maersk Drilling ud af koncernen og lede efter en partner.
Intet er bekræftet fra Esplanaden, der aldrig kommenterer “rygter”, men det er ingen hemmelighed, at A.P. Møller - Maersk siden offentliggørelsen af den nye strategi i 2016 har ledt efter en køber til Maersk Drilling.
Maersk Oil er som bekendt solgt til Total, mens Maersk Tanker blev overtaget af A.P. Møller Holding, der vil drive selskabet i et joint-venture med Matsui.
Og ifølge Børsen skulle A.P. Møller - Maersk altså have været i dialog om et partnerskab med Maersk Drilling med Aker, Odfjell Drilling og Borr Drilling.
"Maersk Drilling er af en størrelse, hvor det er svært at finde nogen, der kan overtage selskabet, simpelthen fordi det kræver for mange penge. Derfor er det mere sandsynligt, at man indgår et partnerskab, hvor nogen køber op mod halvdelen af selskabet," siger Stefan Panduro, der er underdirektør mæglervirksomheden Bassoe Offshore til Børsen.
Den stigende oliepris er smittet positivt af på værdisætningen af rigselskaber som Maersk Drilling. Bassoe Offshore vurderer værdien af selskabets rigge til at ligge mellem 21 og 21,5 mia. kr.
Redaktionen