Medaljeuddeling på Absalon
Sollyset dansede på bølgerne ud for den store franske flådehavn i Toulon, da de danske støtteskibe Absalon og Esbern Snare mandag lagde til kaj. Få timer efter ankomst var der flere, der strålede om kap med Solen, da der blev afholdt medaljeparade på helikopterdækket på Absalon.
Det var medlemmer af Absalons besætning, der modtog medaljer for deres indsats i Adenbugten og det Indiske Ocean. Absalon har i det forgangne år har været indsat for at bekæmpe pirateri som en del af NATOs operation OCEAN SHIELD. Derfor blev både Forsvarets Medalje og NATO-medaljen uddelt.
Det var dog ikke kun danskere, der blev hædret. Den italienske officer, kaptajnløjtnant Marco Fois, modtog også Forsvarets Medalje som tak for indsatsen som en del af den dansk ledede stab, der fra januar til april i år var i spidsen for en anden anti-piratoperation under navnet Task Force 151.
Det var chefen for Søværnets Taktiske Stab, flotilleadmiral Aage Buur Jensen, der som chef for den multinationale Task Force 151, uddelte medaljen til Marco Fois.
Medaljeparaden var en festlig start på et par dages havneophold som optakt til NATO-øvelsen Noble Mariner 2012, som Absalon, Esbern Snare og Søværnets Taktiske Stab deltager i. Under øvelsen, der varer til den 7. oktober, vil Aage Buur Jensen og hans stab være om bord på Absalon og lede den ene af to grupper af krigsskibe.
Kilde: forsvaret.dk