Mauritius-oprydning:Tre personer omkommet
En slæbebåd, der deltog i oprydningsarbejdet efter den strandede bulkcarrierer Wakashio, sank i hårdt vejr, da den blev ramt af den oliepram, som slæbebåden var ifærd med at bugsere ud til vraget. Tre af de otte besætningsmedlemmer omkom ved ulykken i mandags. En savnes fortsat.
Ved ulykken, hvor olieprammen ifølge lokale medier slog hul i slæbebåden, blev to besætningsmedlemmer dræbt på stedet. Det lykkedes fire af besætningsmedlemmerne at redde sig om bord i en redningsbåd, der hurtigt blev fundet af redningsmandskabet, mens en af de savnede blev fundet omkommet tirsdag. Det sidste besætningsmedlem er fortsat savnet.
Ulykken skabte frygt for, at den forliste slæbebåd og den drivende oliepram kunne forårsage en ny olielæk, men ifølge miljøministeren på Mauritius er der foreløbig ikke spottet olie fra slæbebåden i havet. Olieprammen var tom og er blevet transporteret sikkert ind i læ i en nærliggende bugt.
Ulykken førte til de første dræbte i kølvandet på Wakashio´s grundstødning. Oprydningsarbejdet efter lækket af godt 1.000 tons brændstof er fortsat i gang, ligesom det juridiske efterspil for skibets kaptajn.
Under retssagen tirsdag bad hans forsvarer retten om at afvise sagen, da den efter hans mening var rejst på et forkert grundlag. Næste retsmøde er den 8. september.
Herunder en video af prammen, der ifølge oplysningerne ramte og slog hul i slæbebåden. Prammen skulle placeres tæt på agterdelen af Wakashio, parat til at få pumpet eventuelt tilbageværende olie fra vraget om bord.
Kilde: Maritime Executive