Slået op d. 07.07.2026
Maritim chef, Thyborøn Havn
Thyborøn Havn søger en maritim chef, der motiveres af at stå i spidsen for en velfungerende afdeling, der løser en vigtig opgave for havnens virksomheder, Thyborøn by, Lemvig Kommune - og for hele Nordvestjylland.
Vi er en sund og veldrevet virksomhed med stærkt lokalt engagement, høj trivsel og en kultur præget af hjælpsomhed, ansvar og handlekraft. Der er kort vej fra idé til handling, og havnen har både viljen og evnen til at investere i fremtiden. Samtidig er havnen en arbejdsplads med et særligt fællesskab og en vigtig rolle for både lokalsamfund og erhvervsliv. Der er derfor tale om en attraktiv chefstilling, hvor du både skal videreføre noget, der fungerer godt, og være med til at udvikle havnen organisatorisk og forretningsmæssigt i takt med stigende krav fra omgivelserne.
Opgaver og ansvarsområder
At være maritim chef på Thyborøn Havn er en bred opgave, hvor du skal kunne favne både mennesker, administration, udvikling og kommercielle hensyn. Som kommende maritim chef skal du:
- Varetage den daglige ledelse af havnekontoret, herunder planlægning af vagter og koordinering af opgaver på tværs af vagtholdene
- Have ansvar for havnevagtens administrative opgaver og den tilhørende fakturering
- Sikre, at havnens sikkerheds- og beredskabsplaner er opdaterede og efterleves, herunder varetagelse af ISPS-ansvaret i relation til Trafikstyrelsen
- Være den løbende kontakt for kunder, brugere, samarbejdspartnere og maritime myndigheder
- I samarbejde med administrationen at sikre digitalisering og effektivisering af journalisering, administration og fakturering
- Bidrage aktivt til implementeringen af nyt havnesystem, selvbetjeningsløsninger og nye administrative arbejdsgange i samarbejde med administrationen og økonomichefen
- Understøtte havnens fortsatte udvikling ved at kombinere sikker drift med forståelse for forretning og blik for nye muligheder
- Være personaleleder for seks havneassistenter og sikre fortsat trivsel, tydelighed og godt samarbejde i en allerede velfungerende enhed
Din profil
Thyborøn Havn lægger vægt på en maritim erfaringsbaggrund, gerne med en relevant uddannelse som skibsofficer, skibsfører eller maskinmester. Du har indsigt i maritime operationer og forstår hverdagen i et miljø, hvor drift, myndigheder og relationer hænger tæt sammen. Erfaring med ledelse eller driftsansvar er vigtig, og det er en fordel, hvis du også har kendskab til administrative processer og implementering af nye digitale løsninger. Det forventes desuden, at du kan begå dig sikkert på både dansk og engelsk.
Vi søger en leder, der er afbalanceret og formår at bevare ro og retning, også når nye krav eller ændringer udfordrer det, vi plejer at gøre. Du lytter til medarbejdere og samarbejdspartnere, skaber følgeskab omkring nye løsninger og har blik for, hvordan drift, myndighedskrav og organisation skal hænge sammen i praksis. Samtidig evner du at sikre en stabil opgaveløsning, sætte en tydelig ramme for arbejdet og følge op, så både medarbejdere, kunder og havnens øvrige aktører oplever kvalitet, service og troværdighed. Du er relationskompetent, god til mennesker og kan skabe tillid og respekt i et miljø med stærke fagligheder og forskellige interesser, og du formår at balancere rollen som synlig leder, myndighedsperson og samarbejdspartner i havnens fortsatte udvikling.
Læs mere om stillingen, de mere konkrete opgaver og den ønskede profil i dette uddybende notat. Du er også velkommen til i fortrolighed at kontakte direktør i Mercuri Urval, Thomas Gajhede, på tlf. 2084 1030.
Upload din ansøgning med CV HER senest den 10. august kl. 10:00.
