Mange jobs inden for vindenergi
Selvom olie- og gasbranchen har det slemt, er der stadig stor aktivitet i Nordsøen. Der er nemlig mange vindmølleprojekter i gang, og til foråret vil der komme endnu større efterspørgsel på arbejdskraft, vurderer Hans A. Pedersen, head of renewables hos Offshoreenergy.dk.
”Vi kan se frem til 2020, at der er rigeligt at lave i dansk område. Vi får jo vindmølleparken Horns Rev 3 ud for Esbjerg. Kigger vi så på tysk og engelsk område, der kan vi gange det med en faktor fem til 10”, siger Hans A. Pedersen.
Det er i høj grad de samme folk, der arbejder inden for olie og gas og offshore vindenergi, da det i vid udstrækning er de samme kompetencer, der er brug, eksempelvis elektronik- og stærkstrømsfolk.
De syd- og sønderjyske jobcentre inviterer snart til informationsmøder om at arbejde i vindindustrien, og der plejer at være fuldt hus til den slags arrangementer.
Efterhånden foregår de fleste aktiviteter inden for offshore vindenergi dog ikke på dansk område. Verdens største havmøllepark opføres ganske vist af Dong Energy, men på engelsk område, idet Walney Extension opføres i Det Irske Hav 19 kilometer ud for den engelske vestkyst.
Kilde: dr.dk