MAN motorer i seks 20.150 TEU- skibe.
Mitsui OSK Lines (MOL) har bekræftet ordrer på seks 20.150 TEU containerskibe, der skal bygges på værfter i Japan og Sydkorea. De seks skibe skal alle leveres i løbet af 2017 og vil gå i service mellem Europa og Asien. MAN Diesel & Turbo skal ifølge MOL levere motorerne til alle seks skibe.
”Nybygningerne bliver udstyret med forskellige, meget avancerede, energibesparende teknologier, hvilket yderligere vil reducere forbruget og brændstofomkostninger, sammenlignet med de 14.000 TEU enheder, MOL i øjeblikket opererer”, siger MOL.
Den japanske gigant har bestilt fire 20.150-TEU skibe hos Samsung Heavy Industries i en handel til en samlet værdi tæt på 620 millioner dollar, omkring 4,1 milliarder kroner.
Rederiet har også indgået en langtids-charterkontrakt med Shoei Kisen Kaisha om to containerskibe med de præcis samme specifikationer, der skal bygges hos Imabari Shipbuilding i Japan.
Skibenes hovedmotor bliver i alle seks skibe MAN Diesel & Turbos kraftigste totaktsmotor, MAN B&W G95ME.
Skibene fra begge værfter får en længde på 400,0 meter, bredden bliver 58,5 meter og dybgangen 14.5 meter, men med fuld last 16.0 meter.
Kilde: Mitsui OSK Lines