Mærsk udfordrer Dong på gasmarkedet
Mærsk sender nu 1 mia. kubikmeter gas ud på det frie marked for gas over de næste år. Det svarer til en fjerdedel af hele Danmarks årlige forbrug, og gassen sendes dermed uden om Dong Energy, som har været aftager af gassen fra Mærsk Olie og Gas siden 1984.
"Vi bryder ud af tragten, og nu kan man købe gas direkte ved os som producent", siger Torben Nørgaard, direktør for det nystiftede Maersk International Gas Marketing, til dagbladet Børsen.
Selskabet indleder nu handel med Nordsø-gas i konkurrence med den historisk faste aftager af gas fra Nordsøen.
"Vi skaber fornyet konkurrence og bliver en alternativ leverandør i markedet", siger han til avisen..
Mærsk-selskabet skal ikke levere direkte til forbrugerne, men til distributører med egne kunder som netop Dong Energy eller HNG.
Mærsk udnytter med tiltaget en åbning i markedet for gas, som EU-Kommissionen gennemførte i 2003. Her blev en andel af gassen fra blandt andet Nordsøen bestemt til at skulle sælges på det frie marked, og siden har Mærsk ventet på, at mulighederne for dette salg var til stede. Det kom, da blandt andet energibørsen Nordpool åbnede for gashandel i 2008 og satte gang i handlen med energi.
Kilde: Dagbladet Børsen