Maersk Supply Service satser på vind
Maersk Supply Service, hvis fremtidige skæbne fortsat er uvis, tager nu et yderligere skridt ind på offshore vind markedet. Det sker gennem ansættelse af den tidligere Swire Blue Ocean topchef Lars Blicher, i en stilling som direktør for offshore vind.
”Fra etableringen og udviklingen af Swire Blue Ocean, hvis hovedforretning er opsætning af havvindmøller, har Lars Blicher en dyb indsigt i offshore sektoren”, hedder det i en meddelelse fra Maersk Supply Service.
Lars Blicher var fra 2010 og frem til november 2017 CEO for Swire Blue Ocean, der er et datterselskab af Singapore-baserede Swire Pacific Offshore. Inden da var han CEO for Blue Ocean Ships.
”Jeg ser frem til at arbejde for Maersk Supply Service, og til at tilbyde nye produkter og services til offshore markedet”, siger Lars Blicher.
”Installationsmarkedet er blevet mere industrialiseret, men der er forsat plads til forbedringer der kan reducere omkostningerne”, siger Blicher.
Maersk Supply Service indgik i juni et samarbejde med Vestas om udvikling af ny teknologi til offshore vind markedet.
Redaktionen