Maersk Supply Service fyrer folk
Maersk Supply Service nedlægger cirka 30 stillinger på hovedkontoret i Danmark. De 20 er reelle fyringer, mens cirka 10 er ledige stillinger, der ikke bliver genbesat. Fyringerne skyldes markedsforholdene, som er forværrede på grund af olieprisfaldet.
”Vi står over for udfordrende markedsforhold i de kommende år. Oliepriserne er faldet dramatisk og særdeles hurtigt i de seneste måneder, og vores kunder, leverandører og konkurrenter er alle nødt til at tilpasse sig til en ny virkelighed”, siger Carsten Plougmann Andersen, adm. direktør i Maersk Supply Service.
”For at sikre Maersk Supply Service’ fremtidige profitabilitet og evne til at konkurrere i et udfordret marked har vi igangsat en punkt-til-punkt gennemgang af alle indtjeningspotentialer og omkostningsdrivere i Maersk Supply Service, herunder en optimering af den organisatoriske effektivitet, som desværre har nødvendiggjort disse personalereduktioner”, tilføjer Carsten Plougmann Andersen.
Kilde: Maersk Supply Service