Maersk Supply fra overskud til underskud
Maersk Supply Ships gik i tredje kvartal fra et overskud på 45 millioner dollar sidste år til et underskud på 11 millioner i dette års tredje kvartal. Omsætningen viste en nedgang fra 145 millioner dollar i 2015 til 94 millioner i 2016, et fald på lidt over en tredjedel.
I de første ni måneder af 2016 fik Maersk Supply Service en nettoomsætning på 306 millioner dollar, hvilket var en nedgang fra 485 millioner dollar i samme periode i 2015. Også på bundlinjen var der tilbagegang, idet overskuddet efter skat på 147 millioner dollar i de første ni måneder af 2015 blev vendt til et underskud på 119 millioner dollar i samme periode i år.
Nedgangen skyldes lavere rater og en lavere udnyttelsesgrad samt, at selskabet har haft færre skibe til rådighed på grund af frasalg og oplægninger af skibe. Efterspørgslen i markedet forbliver lav på grund af den lave oliepris, og det forventes at fortsætte ind i 2018.
Maersk Supply Service har i løbet af tredje kvartal annonceret planer om at reducere flåden med op til 20 skibe i løbet af 18 måneder, da der er et for stort udbud af offshore supply-skibe i industrien. De fleste af disse skibe vil enten blive hugget op eller vil blive ombygget til at kunne blive sat ind i andre segmenter end supply skibs-segmentet. De første tre skibe er allerede blevet solgt, mens 10 skibe ventes at forlade flåden i løbet af fjerde kvartal.
Ved udgangen af tredje kvartal havde Maersk Supply Service 13 skibe lagt op.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk