Mærsk skærer ned i Nordsøen
Den relativt lave oliepris får nu konsekvens for olieproduktionen i den danske del af Nordsøen. Mærsk Olie og Gas skruer ned for sine investeringer de 17 olie- og gasfelter. Men efterforskningsaktiviteterne bliver ikke stoppet.
"Vi skal lidt ned i investeringsniveau for at tilpasse investeringerne til olieprisen", siger chefen for produktionen i den danske del af Nordsøen, Franz Willum Sørensen, til Ritzau.
Franz Sørensen vil ikke sætte ikke tal på, hvor meget investeringerne skal ned for at matche olieprisen, men siger, at der i dag bliver brugt op mod fem milliarder kroner årligt til fortsat efterforskning, vedligeholdelse og udvikling.
"Satellitfelter som Dagmar og Regner vil efterhånden ikke være rentable at drive længere, og vil blive lukket ned indenfor de næste fem år, hvis vores investeringer skal være rentable. Men vi fortsætter efterforskningen fra fire borerigge i nærheden af Halfdan-feltet, som fortsat er under udbygning", siger Franz Willum Sørensen.
Halfdan-feltet er et af de nyere felter i familien af 17 olie- og gasfelter i den danske del af Nordsøen. Dagmar blev sat i produktion i 1991, Regner-feltet i 1993. Den danske del af Nordsøen er kun en mindre del af Mærsk Olie og Gas, der er aktiv med både efterforskning og produktion af olie og gas i en række lande verden over.
Mærsk Olie og Gas er operatør af for sine parter i Dansk Undergrunds Consortium (DUC).
Kilde: stiften.dk