Maersk opjusterer og fyrer 2000 ansatte
Det går fortsat bedre end tidligere forventet i A.P. Møller - Maersk, der på den baggrund opjusterer forventningerne til driftsresultatet (EBITDA) for helåret fra 6,0-7,0 mia. dollar til 7,5-8,0 mia. dollar. Samtidig oplyser Maersk, at 2.000 ansatte afskediges som en konsekvens af tidligere udmeldte ændringer.
Det er nedlæggelsen af Damco og Safmarine som selvstændige brands, der nu fører til afskedigelserne af ca. 2.000 medarbejdere i en reorganisering, der blev meldt ud af A.P. Møller Maersk den 1. september 2020.
Den fortsatte forbedring i efterspørgslen og reduktion af omkostningerne betyder, at A.P. Møller - Maersk nu forventer en omsætning i 3. kvartal på 9,9 mia. dollar og et EBITDA før restrukturerings- og integrationsomkostninger på 2,4 mia. dollar.
Volumenerne i Ocean faldt med omkring 3 pct. i Q3 sammenlignet med året før, hvilket er en smule bedre end forventet, skriver Maersk i en fondsbørsmeddelelse.
På baggrund af årets hidtidige resultater, forventningerne til 3. kvartal og “det øjeblikkelige indtjeningsmomentum vi ser på tværs af forretningen, er det nu forventningen, at EBITDA for hele året vil være mellem 7,5-8,0 mia. dollar før restrukturerings- og integrationsomkostninger mod tidligere 6,0-7,0 mia. dollar,” meddeler A.P. Møller - Maersk.
“A.P. Møller-Maersk er på vej til at levere et stærkt resultat for tredje kvartal med solid indtjeningsvækst på tværs af alle forretningsområder - og især inden for Ocean og Logistics & Services. Volumenerne har rettet sig hurtigere end ventet, vores omkostninger er under god kontrol, fragtraterne er steget på grund af stærk efterspørgsel, og vi har øget indtjeningen hurtigt i Logistik & Services. Vores forventninger til 4. kvartal er af samme grund solide, og vi er derfor i stand til at opjustere vores forventninger for hele året,” udtaler Søren Skou, CEO i A.P. Møller - Maersk i en pressemeddelelse.
Udsigterne for 2021 er stadig usikre på grund af igangværende pandemi, tilføjer han.
Maersk forventer, at omkostningerne til reorganiseringen, der koster 2.000 medarbejdere deres job, vil løbe op i 100 mio. dollar.
Kilde: A.P. Møller - Maersk