Maersk Oil forlænger rig-kontrakt
Maersk Oil and Gas har forlænget sit charter af en jack-up borerig ejet af Northern Offshore. Det er anden gang ud af tre mulige, det danske olieselskab udnytter en option på forlængelse af charterkontrakten for Energy Enhancer.
Energy Enchancer, da den tilhørte Maersk.
”Denne forlængelse understøtter vores optimistiske opfattelse af, at Nordsø-markedet vil fortsætte med at give vores jack-up enheder stabile kontrakter inden for en overskuelig fremtid”, siger Northern Offshores administrerende direktør Gary Casswell.
Charterforlængelsen, til en værdi af cirka 281 millioner kroner, gælder for en periode fra midt i juli 2014 til midt i juli 2015. Kontrakten betyder at Energy Enhancer fortsat vil være i drift i den danske del af Nordsøen.
Energy Enchancer, der er bygget I 1982, var indtil juni 2007 ejet af Maersk under navnet Maersk Enchancer. Den blev solgt til Northern Offshore Ltd. Bermuda sammen med de to andre rigge Maersk Exeter og Maersk Endeavour.
Kilde: TradeWinds