Maersk Oil finder mere gas i Nordsøen
Maersk Oils engelske datterselskab Maersk Oils North Sea UK har fundet gas i Culzean efterforskningsbrønden i den engelske del af Nordsøe. Der er nu sat gang i et arbejde der skal bestemme fundets størrelse, og i hvilket omfang det er rentabelt at udnytte.
Maersk Oil ejer 66 procent af rettighederne til blok 22/25a, som selskabet overtog fra BP i 2004. De øvrige partnere er Nippon Oil med 17 procent og ENI med tilsvarende 17 procent.
"Culzean brønden repræsenterer store udfordringer, herunder komplekse høj tempratur/højt tryk udfordringer. Boringen er et eksempel på, hvordan en teknologidrevet tilgang kan give nye muligheder i Nordsøen, og vi håber, at de nærmere undersøgelser af dette gasfund vil føre til en kommerciel udvikling af feltet", siger Kurt Normann Nielsen, administrerende direktør for Maersk Oil i Storbritannien.
Kilde: Maersk Oil