Maersk Forza skal hæve forlist helikopter
Den russiske helikopter, der styrtede i havet med otte mand ombord ved Svalbard i torsdags, er lokaliseret på 209 meter vand og skal nu hæves af Maersk Forza, der ventes fremme på stedet torsdag morgen. En omkommet er foreløbig fundet og bjærget.
Maersk Forza - tidligere REM Forza - ventes fremme ved Svalbard torsdag..
Det er fortsat uvist, hvorfor den russiske helikopter af typen MI-8 styrtede i havet, da den var på vej fra Pyramiden ved Longyearbyen på Svalbard til den russiske by Barentsburg. Ombord var fem besætningsmedlemmer og tre russiske forskere.
Efter en intens eftersøgning blev helikopteren lokaliseret på 209 meter vand 2-3 km fra Barentsburg. En mini-ubåd, der blev sendt ned til vraget, fandt en af de omkomne ca 130 meter fra helikopteren. Han blev i går hentet op på skibet G.O. Sars og bragt til Longyearbyen.
Maersk Forza, der normalt arbejder ved olie- og gasinstallationer, er udstyret med en 250 tons hydramarine kran, der vil være i stand til at løfte den forulykkede helikopter op fra havbunden.
Operationen gennemføres i samarbejde den norske havarikommission, der også har akkrediteret repræsentanter fra de den russiske Interstate Aviation Committee (IAC), oplyser Statens Havarikommisjon for Transport (SHT).
En specialist fra den russiske helikopterproducent vil være til stede på skibet under hævningen for at give anbefalinger og varetage vragets integritet, mens dykkere fra
Russian Ministry of Emergency Situations (EMERCOM) vil assistere under operationen for at sikre, at ingen dele går tabt.
Maersk Forza blev bygget i 2008 af REM Offshore, der siden solgte skibet til Maersk Supply Services.
Kilder: SHT, NRK