Mærsk er god for 120 milliarder kroner
Den 97-årige skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller’s formue er skudt voldsomt i vejret, efter at Mærsk-aktierne har genvundet en del af den tabte styrke. Siden marts 2009, hvor kursen var helt i bund, er værdien af Mærsk personligt ejede Mærsk-aktier steget med 4,6 milliarder kroner.
Det viser nye beregninger gennemført af RB-Børsen.
Hr. Møller ejer kun en mindre del af Mærsk-aktierne personligt, den største del af aktierne tilhører i dag tre fonde, som Mærsk familien kontrollerer. Lægges værdien af disse oveni værdien af Mærsk Mc-Kinney Møller’s personligt ejede aktier, er han i dag god for mindst 120 milliarder kroner. Dertil kommer så værdien af en lang række andre aktiver i form af personligt ejede selskaber og ejendomsbesiddelser.
Rederikoncernen er, ud over hr. Møller selv, ejet af tre fonde: Almenfonden, som ejer lidt over 41 procent, Familiefonden med knap 10 og Støttefonden med lidt under tre procent. Dertil kommer så den frie, børsnoterede andel, der er fordelt på en meget stor gruppe af investorer.
Der er dog fortsat et stykke vej til kurs- og dermed formuerekorden fra 2007, da A.P. Møller-Mærsk-aktien var oppe i 75.000 kroner. Aktierne skal fra det nuværende niveau stige knap 50 procent for at nå derop.
Kilde: epn.dk.
