Maersk Drilling skærer i hovedorganisation
Maersk Drilling vil reducere sin hovedkvartersorganisation med op til 70 stillinger, hvoraf cirka 20 forventes at blive ledige stillinger, der ikke vil blive genbesat. Dette er en reaktion på den fortsatte tilbagegang i markedet og reduceret aktivitetsniveau i olieindustrien.
”Kombinationen af lavt aktivitetsniveau og overkapacitet af borerigge fortsætter med at give lavere udnyttelse og lavere dagsatser. På nuværende tidspunkt er ni ud af Maersk Drillings 23 enheder ikke i beskæftigelse, og vi forventer, at markedsbalancen vil blive udfordret i de kommende år. Som følge heraf har vi måttet sige farvel til mere end 600 offshore medarbejdere i de seneste 12 måneder”, siger Claus V Hemmingsen, CEO for Maersk Drilling og viceadministrerende direktør i Mærsk Gruppen.
Reduktionen af personale forventes at vedrøre alle hovedsædets funktioner i Maersk Drilling. Funktioner, der er placeret udenfor hovedkontoret i København kan også blive påvirket.
”Til dato har Maersk Drilling formået at reducere omkostningerne med mere end 15 procent. Men de negative markedsforhold påvirker os fortsat kraftigt. En onshore personalereduktion er et uheldigt, men nødvendigt skridt for at sikre fremtiden for vores virksomhed”, siger Claus V Hemmingsen.
Kilde: Maersk Drilling