Maersk Broker jagter vækst i Kina
Skibsmæglervirksomheden Maersk Broker, der er ejet direkte af Mærsk-familien og ikke er en del af A.P. Møller-Mærsk, har skaffet et skib, der skal bruges til opstilling af havvindmøller til en kinesisk partner. Markedet for havvindmøller i Kina ventes at vokse eksplosivt.
”For et mæglerhus som os er det en kommissionsforretning. Den her forretning er en ny del af vores udvidede service, hvor vi arbejder som rådgivere og med forretningsudvikling. Vi har haft et samarbejde med Profundo i en række år, som har skabt forudsætningen for, at vi kunne chartre det tyske installationsskib til kineserne”, siger Torben Ørting Jørgensen, direktør i Maersk Broker.
Maersk Broker har indgået en aftale med kinesiske Profundo om, at Profundo chartrer det tyske installationsskib Seabreeze til opstilling af havvindmøller fra energiselskabet RWE, som er et af Tysklands største energiselskaber. Skibet er et af de største installationsskibe i verden. Det sker via joint venturet ZPMC Profundo Wind Energy Co., som Profundo har etableret sammen med Shanghai Zhenhua Heavy Industries.
Markedet for opstilling af havvindmøller i Kina ventes at ville vokse voldsomt i de kommende år, og der vil også være gode muligheder for internationale vindmølleproducenter som Siemens og Vestas, da de kinesiske vindmølleproducenter ikke selv kan dække hele behovet.
Kilde: Berlingske Business